Den måde jeg gemmer mig væk er ved dårlig popmusik.
Det jeg altid gjort, det ved du.
onsdag den 27. februar 2013
fredag den 22. februar 2013
Slutningen
Klokken var omkring 18:30, min far havde fulgt mig op til stationen. I bilen havde han en sidste gang spurgt efter et nummer på ledelsen - hvis det nu skulle ske.
Da jeg kom ind i toget tikkede en besked ind på min telefon: Hvor sidder du henne søde? <3 Sms'en kom fra en af mine bedsteveninder, Signe. Sammen med tre af vores andre venner og en, på det tidspunkt, ukendt gut skulle vi på spejderløbet Zaxsez. Jeg havde glædet mig i lang tid. De eneste andre spejderløb jeg havde været på var Nathejk og Dinizuli, så det var stadig meget nyt for mig, og jeg vidste ikke hvad jeg kunne vente mig, så det var med sommerfugle i maven jeg var taget afsted.
Jeg kan ikke huske detaljeret hvad vi lavede, det er trods alt et år siden. Temaet var noget a la "oprør". Der var kommet nogle onde mennesker der ville træne os, spejdere, til at blive præcis som de ville have det. Vores opgave var selvfølgelig så at gøre oprør og frigøre os fra dem.
De første timer (jeg ved ikke hvor lang tid det var, det føltes som lang tid) vi var der, skulle vi stå indenfor med ret ryg, og gøre som vi fik besked på. Jeg husker egentlig ikke mere af den nat.... -jo, et sted blev man spurgt om nogle forskellige "sundheds"- spørgsmål, så de kunne se om de kunne bruge os i deres nye samfund. Jeg fik spørgsmålet "hvad arbejder din mor og far med?" "Computer-mand og lære", svarede jeg forsigtigt. Jeg kan huske stikket i mit bryst.
Næste dag, lørdag var god. Jeg havde ikke fået så meget søvn natten til lørdag -sådan er det altid. Lørdag skulle vi igen testes om vi var gode nok til det nye samfund. Min patrulje og jeg blev guidet op i et rum hvor der var pensionister. De næste 20 minutter skulle vi så passe på dem. Der var en der ville have gammel dansk. Det eneste vi havde var dog saftevand, det fik hun og blev sur på os. En anden ville ud og gå en tur. Lige meget hvad vi sagde ville hun ikke blive på "plejehjemmet".
Da det igen blev aften skulle vi ud på et byløb-ish. Jeg kan ikke helt huske hvad det var. Vi gik forbi fakta hvor de andre ville ind og købe, ja købe et eller andet. Jeg tror ikke helt jeg kunne overskue det. Jeg blev hvert fald uden for. Her ude ventede der også en anden. En dreng. Jeg havde lagt lidt mærke til ham tidligere på løbet. Der var kun tre i hans patrulje. Han virkede meget udenfor. Jeg begyndte straks at snakke med ham. Det var en meget melankolsk snak - men det passede jo egentlig også til mit humør. Vores samtale blev afbrudt da de andre kom ud fra Fakta. Efter snakkede jeg med ham når jeg kunne komme til det. Peter.
Det gik meget godt. Vi hyggede os rigtigt meget. Hørte "shake din göt" ud over det hele. Og dansede os igennem nat-by-stjerne-løbet. Det hele fik godt indtil klokken var ca. 1...
Vi var lige kommet tilbage til HQ for at få afvide hvor vi efterfølgende skulle gå hen. Drengene gik ind i hytten for at finde ud af det. Ikke lang tid efter kom de ud med en fra Zaxsez-sikkerhedsfolk. Han gik hen til Signe, Krølle og jeg. Spurgte mig om det var mig der var Amanda. Han fortalte at min far havde ringet. Andet behøvede han ikke at sige.
Min verden gik i opløsning. Jeg kunne ikke andet end at skrige. Det var som om alt inde i mig gik i stykker. Jeg græd hæmningsløst. Jeg kunne svagt høre ham sige at min far var på vej. Jeg græd som jeg aldrig har grædt før. Ham Zaxsez-manden sagde at vi kørte hen på skolen, hvor løbet foregik. Signe kom med i bilen. Hun sad og så meget forskrækket ud - det kan jeg godt forstå. I bilen sad hun og holdte min hånd og strøg mit hår. Vi kom tilbage på skolen. Jeg fik af vide at det ikke var så slemt. At det ikke var sket endnu. Han kiggede på mig "du ved tydeligvis godt hvad det her handler om", sagde han. Og ja det gjorde jeg. I den længste halve time sad Signe og jeg og ventede. Ventede på min far.
Endelig efter hvad der føltes som timer kom min far. Vi kørte hjem. På vej hjem hørte vi P3. Den eneste radiokanal min far hører. De spillede The second you sleep med Saybia På det tidspunkt følte jeg at det var den sang der beskrev min følelser ned til mindste detaljer - det gør jeg stadig.
Vi var hjemme omkring klokken halv fem om morgnen. Jeg var lige på vej i seng. Irriteret som jeg var, for hvorfor skulle min far hente mig hvis der ikke var sket noget. Men så lidt over 5 ringede Morten. Min storesøsters kæreste. De var inde på Rigshospitalet. Det var sket. Nu var alt færdig. Alt var slut. Nu var alt håb ude. Klokken lidt i fem var det sket. Min mor var død.
Da jeg kom ind i toget tikkede en besked ind på min telefon: Hvor sidder du henne søde? <3 Sms'en kom fra en af mine bedsteveninder, Signe. Sammen med tre af vores andre venner og en, på det tidspunkt, ukendt gut skulle vi på spejderløbet Zaxsez. Jeg havde glædet mig i lang tid. De eneste andre spejderløb jeg havde været på var Nathejk og Dinizuli, så det var stadig meget nyt for mig, og jeg vidste ikke hvad jeg kunne vente mig, så det var med sommerfugle i maven jeg var taget afsted.
Jeg kan ikke huske detaljeret hvad vi lavede, det er trods alt et år siden. Temaet var noget a la "oprør". Der var kommet nogle onde mennesker der ville træne os, spejdere, til at blive præcis som de ville have det. Vores opgave var selvfølgelig så at gøre oprør og frigøre os fra dem.
De første timer (jeg ved ikke hvor lang tid det var, det føltes som lang tid) vi var der, skulle vi stå indenfor med ret ryg, og gøre som vi fik besked på. Jeg husker egentlig ikke mere af den nat.... -jo, et sted blev man spurgt om nogle forskellige "sundheds"- spørgsmål, så de kunne se om de kunne bruge os i deres nye samfund. Jeg fik spørgsmålet "hvad arbejder din mor og far med?" "Computer-mand og lære", svarede jeg forsigtigt. Jeg kan huske stikket i mit bryst.
Næste dag, lørdag var god. Jeg havde ikke fået så meget søvn natten til lørdag -sådan er det altid. Lørdag skulle vi igen testes om vi var gode nok til det nye samfund. Min patrulje og jeg blev guidet op i et rum hvor der var pensionister. De næste 20 minutter skulle vi så passe på dem. Der var en der ville have gammel dansk. Det eneste vi havde var dog saftevand, det fik hun og blev sur på os. En anden ville ud og gå en tur. Lige meget hvad vi sagde ville hun ikke blive på "plejehjemmet".
Da det igen blev aften skulle vi ud på et byløb-ish. Jeg kan ikke helt huske hvad det var. Vi gik forbi fakta hvor de andre ville ind og købe, ja købe et eller andet. Jeg tror ikke helt jeg kunne overskue det. Jeg blev hvert fald uden for. Her ude ventede der også en anden. En dreng. Jeg havde lagt lidt mærke til ham tidligere på løbet. Der var kun tre i hans patrulje. Han virkede meget udenfor. Jeg begyndte straks at snakke med ham. Det var en meget melankolsk snak - men det passede jo egentlig også til mit humør. Vores samtale blev afbrudt da de andre kom ud fra Fakta. Efter snakkede jeg med ham når jeg kunne komme til det. Peter.
Det gik meget godt. Vi hyggede os rigtigt meget. Hørte "shake din göt" ud over det hele. Og dansede os igennem nat-by-stjerne-løbet. Det hele fik godt indtil klokken var ca. 1...
Vi var lige kommet tilbage til HQ for at få afvide hvor vi efterfølgende skulle gå hen. Drengene gik ind i hytten for at finde ud af det. Ikke lang tid efter kom de ud med en fra Zaxsez-sikkerhedsfolk. Han gik hen til Signe, Krølle og jeg. Spurgte mig om det var mig der var Amanda. Han fortalte at min far havde ringet. Andet behøvede han ikke at sige.
Min verden gik i opløsning. Jeg kunne ikke andet end at skrige. Det var som om alt inde i mig gik i stykker. Jeg græd hæmningsløst. Jeg kunne svagt høre ham sige at min far var på vej. Jeg græd som jeg aldrig har grædt før. Ham Zaxsez-manden sagde at vi kørte hen på skolen, hvor løbet foregik. Signe kom med i bilen. Hun sad og så meget forskrækket ud - det kan jeg godt forstå. I bilen sad hun og holdte min hånd og strøg mit hår. Vi kom tilbage på skolen. Jeg fik af vide at det ikke var så slemt. At det ikke var sket endnu. Han kiggede på mig "du ved tydeligvis godt hvad det her handler om", sagde han. Og ja det gjorde jeg. I den længste halve time sad Signe og jeg og ventede. Ventede på min far.
Endelig efter hvad der føltes som timer kom min far. Vi kørte hjem. På vej hjem hørte vi P3. Den eneste radiokanal min far hører. De spillede The second you sleep med Saybia På det tidspunkt følte jeg at det var den sang der beskrev min følelser ned til mindste detaljer - det gør jeg stadig.
Vi var hjemme omkring klokken halv fem om morgnen. Jeg var lige på vej i seng. Irriteret som jeg var, for hvorfor skulle min far hente mig hvis der ikke var sket noget. Men så lidt over 5 ringede Morten. Min storesøsters kæreste. De var inde på Rigshospitalet. Det var sket. Nu var alt færdig. Alt var slut. Nu var alt håb ude. Klokken lidt i fem var det sket. Min mor var død.
onsdag den 6. februar 2013
The Iris Monologue
I've found almost everythin ever written about love to be true. Shakespeare said "Journeys end in lovers meeting." What an extraordinary thought. Personally, I have not experienced anything remotely close to that, but I am more than wiling to believe Shakespeare had. I Suppose I think about love more than anyone really should. I am constantly amazed by its sheer power to alter and define our lives. It was Shakespeare who also said "love is blind". Now that is something I know to be true. For some quite inexplicably, love fades; for others love is simply lost. But then of course love can also be found, even if just for the night. And then, there's another kind of love: the cruelest kind. The one that almost kills its victimes. It's called Unrequited love. Of that I am an expert.
Most love stories are about people who fall in love with each other. But what about the rest of us? What about our stories, those of us who fall in love alone? We are the victims of the one sided affair. We are the cursed of the loved ones. We are the unloved ones, the walking wounded. The hadicapped without the advantages of a great parking space! Yes, you are looking at one such individual. And I have willingly loved that man for over three miserable years! The absolute worst years of my life! The wort Christmas', the worst Birthdays', New Years Eve's brought in by tears and valium. These years that I have been in love have been the darkest days of my life. All because I've been cursed by being in love with a man who does not and will not love me back. Oh god, just the sight of him! Heart pounding! Throat thickening! Absolutely can't swallow! All the usual symptoms.
I understand the feeling as small and as insignificant as humanly possible. And how it can actually ache in places you didin't know you inside you. And it dosen't matter how many new haircuts you get, or gyms you join, or how many glasses of chardonny you drink with your girlfriends... You still go to bed every night going over every detail and wonder what you did wrong or how you could have misunderstood. And how in the hell for that brief moment you could think that you were that happy. And sometimes you can even convience yourself that he'll see the light and show up at your door. And after all that, however long all that may be, you'll go somewhere new. And you'll meet people who make you fell worthwhile again. And little pieces of your soul will finally come back. And all that fuzzy stuff, those years of your life that you wasted. that will eventually begin to fade.
- tit og ofte har jeg set denne film. Mange af jer kan sikkert genkende dette stykke tekst. Det er den monolog der indleder "The Holiday", som efter min mening er den bedste tøse- og kærlighedsfilm. Jeg har set den aaaaaaalt for mange gange. Og jeg kommer til at se den maaaange gange til. Jeg kan især godt lide anden del af monologen. Den del hvor hun fortæller om "The hadicapped without the advantages of a great parking space!" Det beskriver hvordan det er at være foresket i en der ikke elsker en tilbage så godt.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)