Det hænger tungt og
faretruende på den kolde stenmur. Det er så skræmmende. Alligevel kan jeg ikke
lade være med at blive fascineret af det. Hver gang viseren tikker et nyt
sekund, løber det mig koldt ned af ryggen. Det går langsommere end normalt, Søren
må have lagt en forbandelse på det. Det der normalt skulle vare 3 timer, føles
nu som mindst 6 timer. Tiden går så langsomt, en snegl vil sagtens, kunne
overhæle den. Tik tak. Tik tak. Jeg
stirrer vildt på uret. Mit hjerte banker hurtigere, end det nogensinde har
gjort før. Med undtagelse selvfølgelig, af den gang hvor Kristian, Mille og jeg
løb fra Daniel og hans drenge. Vi havde ligget i et godt stykke tid og kigget
på dem. Vi så hvordan, de organiserede deres forretning. Hvordan alt blev lagt
systematisk, efter hvor meget de ville, kunne sælge de forskellige ting for. Og
så, mens vi lå der musestille, kom Kristian til at nyse. Han har et meget
specielt nys, han nyser omkring ti gange pr. nys. Alle kender det nys. Også
Daniel. Så vi løb, løb som om Satan var efter os. Og lige netop Satan er nok
det ord, der beskriver Daniel bedst. Han gik i klasse med min bror. De var
bedste venner engang. Den slags venner man laver alting sammen med, dem man
altid tænker på, dem der egentlig er de eneste, der betyder noget. Sådan var
min bror og Daniel. Men noget gik galt, jeg har aldrig fået forklaret hvad.
Lige pludselig stoppede Daniel bare med at komme hjem til os. Vi så ham aldrig
mere, min bror snakkede heller ikke om deres planer, eller hvad de havde lavet.
Han var, på få dage, bare blevet cuttet ud af min brors – og vores liv. Lige
siden dengang har han haft et horn i siden på mig. Og han opfører sig som om
han ejer verden. Jeg forstår ikke hvad
jeg har gjort ham. Det var jo min bror og ham, der blev uvenner. Jeg var ikke
indblandet i det.
”5 minutter.”
Jeg havde gjort det igen. Jeg var faldet i staver. Det kan
man ikke tillade sig her. Her i dette alt afgørende moment. Men jeg havde gjort
det, som så mange andre gange. Det er det, jeg altid har fået af vide. ”Tag dig
sammen og koncentrer dig nu.” ”Sidder du nu der og dagdrømmer igen?” ”Er du sikker på vi ikke skal teste dig for
ADHD?” Men jeg kan ikke gøre for, at jeg sidder og bliver rastløs. Det har aldrig
været så slemt som nu. Jeg glemmer tit at høre efter, hvad folk siger. Eller
også har jeg hørt det, men det er ikke sivet ordentligt ind, så jeg glemmer
det. Kristian og Mille er begyndt at bemærke det. Jeg kan mærke, de er lige så
bekymrede som min mor. De vil bare ikke sige noget om det. De ved, jeg bedst
kan lide det forbliver i det usagte. Mille har prøvet at hjælpe mig. Hun kommer
med lange forklaringer til alt det jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke hvor hun
får den viden fra. Hun er tit blevet kaldt op til Søren. Hun kommer altid
tilbage med et stift blik, et vildt smil og en ny bog. Det er altid klassikere,
forklare hun mig. Stjærnen bag gavlen – Thorkild Bjørnvig, Hosekræmmeren og
andre noveller – Steen Steensen Blicher, Midt i en jazztid – Knud Sønderby. Jeg
kender aldrig nogen af dem. Der er altid ord med i dem, jeg ikke forstår. Ord
jeg ikke forstår, når hun taler om dem. Ord der kommer ud af min mund, jeg ikke
forstår.
”4 minutter.”
Jeg kan ellers godt lidt Søren. Han er altid venlig imod en.
Han går altid rundt og nynner. Når han snakker om ishockey, kommer de små
smilerynker ved hans øjne frem. Han er meget passioneret omkring ishockey. Han
har vidst nok spillet på et meget højt plan. Jeg ved ikke så meget om sport,
men jeg ved at han fik en skade engang og nu ikke kan spille mere. Sikke en
skam. Jeg tror det er det han helst vil lave af alle ting på denne jord. Det
gør mig ked af det. En tåre kommer frem i min øjenkrog. Tænk hvis jeg ikke
kommer til at lave det, jeg holder af. Tænk hvis jeg bare må tage et tilfældigt
job, hvor jeg så kan snakke om min store drøm med smilerynker om mine øjne.
Tårerne pibler nu frem, de løber ned ad mine kinder, de gør min bluse våd. Men
det er okay. Jeg gør ikke noget for at stoppe dem. I denne forsamling er det
okay at græde. Så længe det er stille og ikke irriterer nogen. Jeg finder mine
høretelefoner og min mp3’er frem, sætter Bat for Lashes på. Deres sang ”Laura”.
De første melankolske toner rammer mit øre.
”3
minutter.”
”You say that they all left you behind”
Jeg kigger rundt og finder Kristian i færd med at gøre kål
på det sidste, af den snickers han er i gang med. Han slikker sig om munden og
på fingrene. Han har sikkert været færdig i mindst en halv time nu. Alle kan
godt lide Kristian. Jeg kan også godt lide ham. Jeg forstår ikke, hvad det er
han gør. Jeg tror han er en pleaser, hvis jeg altså har forstået udtrykket
rigtigt. Han snakker i hvert fald de fleste autoriter efter munden og han har
altid en kæk lille kommentar at fyre af. Det er kun overfor os, han åbner sig
helt op. Der er han ikke helt så sjov, som han går og prøver at være. Jeg har
været venner med ham i 2 år nu. Bedste venner. Men jeg har aldrig mødt hans
forældre eller været hjemme hos ham. Han har altid en undskyldning for, at vi
ikke skal være der. Vi er oftest
hos Mille. Åh Mille…
”And in this old horror show, I’ve got to let
you know. Ooh Laura, You’re more than a superstar.”
”2 minutter.”
Stemningen er trykket. Ude for regner det og himmelen er
sort som kul. Man ville næsten tro, det var efterår, hvis altså ikke vi skulle
side her. Jeg er egentlig færdig og alligevel føles det som om, jeg burde
udnytter de sidste 1½ minutter til det yderste. Give mit allerbedste, men der
kan ikke komme mere ud af mig. Min hjerne vil simpelt hen ikke forme ord, der
giver mening. Jeg sidder og går i panik. Den angst der har ligget på lur,
nærmer sig nu. Den sniger sig op ad mig. Den kommer nede fra gulvet, som den
edderkop jeg så på Discovery Channel i går, kravler op ad mine ben, min mave,
min hals. Bider. Den sprøjter sin gift i mig. Jeg er som sten. Jeg kan ikke
bevæge mig. Jeg sidder og stirrer ud på de andre. Prøver at fange et blik.
Prøver at råbe om hjælp. Der kommer intet ud af min mund. Ordene vil ikke komme
ud lige meget hvor meget jeg prøver. Der er ingen hjælp at hente. Alle sidder
fokuserede. Alle på nær mig.
”1 minut.”
Mit hjerte, mit hoved, min krop, mit sind. Alt er
overflødigt. Der er intet andet end dette sidste minut, der betyder noget for
mig. Jeg vil ønske, jeg kunne nå at se Mille igen. Se Kristian en sidste gang
før dette minut er forbi. Jeg ville fortælle Daniel, at jeg tror min bror
savner ham. At hele familien savner ham. Hans gode humør. At jeg ikke tror, det
er sund for ham at drive den forretning. At tjene sine penge på den måde. Mit største ønske i dette øjeblik er at møde
Kristians forældre. Fortælle dem hvor elskværdig deres søn er. Fortælle dem
hvor meget han betyder for mig. Men jeg
kan ikke nå det. Det her er det sidste, jeg kommer til at opleve. Jeg må ikke
rejse mig endnu. Jeg har lyst til at storme ud. Løbe væk fra det. Men jeg må ikke.
Jeg skal blive siddende. Det er intet
andet end et spil for gallariet. Man sidder her, opfører sig som om man har
fået af vide hvad man skal. Det er ikke vores eget jeg. Vi skal bare sidde her og opføre os som om vi
kan finde ud af det. Det kan vi ikke. Det hele er forbi.
”Put your glad rags on
and let’s sing along to that lonely song.”
”Færdig. Slut”
-3