Overload

Jeg havde et mareridt om udskidt røvgryde i form af mit eget selv 

Halvt slået ihjel af info-overload, sagde jeg farvel 

Så nu jeg på bar bund, uden beat og med fortiden slettet 

Tænk engang, skudt i sænk, en simpel sang ville gøre mig lettet 

Men spilledåsen feeder 

Det mit liv på repeat, og jeg vakler omkring i min egen gårdhave 

Hvordan fanden tackler man verdens problemer 

Med fakler og bannere, computere og scannere, men vi stener 

Mest af alt mig selv og de andre velopdrættede aber jeg ligner 

Hvis vi forener det videnskabelige, det lidenskabelige og det gustne 

I det rustne maskineri de kalder systemet, ku vi operere mod brok og slippe af med problemet 

Mine skuldre er for smalle, jeg må gøre noget før de brækker 

Prøver at trække på dem, men byrden blir for tung 

Jeg for ung, og det trækker fra mit åbne fjernsyn 

Torden, lynild og alt for langt ude historier 

Verden er blevet for lille, der er ingen overskydende plads til glorier 

Ud at lede efter det fede, vi blir fyldt op af tomme kalorier 

Hvad mener du - Hvad tror jeg - Kender du det 

Hvor er den snor, der sku ku styre marionetterne og kætterne 

De højtråbende med hætterne, de håbende, måbende, selvudsletterne 

Der står X på etiketterne - De lasede og fulde af rifter 

Væggene har ører – Hallo - Sig mig, hører I efter 

Ingen hæfter sig ved ordene, når beboerne af Jorden kæfter op 

Det blir stonefaces og hvid støj, mens alle venter på at det hele ska stop 

Den store røvgryde - Væltet – Fuck - Den var fyldt til randen med informationer for fler millioner 

I samlet trop vasker vi op på stranden, men der er så meget nu 

Så mange ord, troer og så meget pis 

Det når mig langt op over navlen, stiger konstant og stinker af nemesis 

Veltilfreds blir Noahs Ark solgt kontant til højeste bud 

Og først når skuden er kæntret, står det uændrede fact fast 

At mennesket er Gud 

Og når jeg drikker den enbårnes blod fra flasken for at forsvinde 

Er der langt fra hvor jeg står og til magtens tinde i verdens virvar 

Vi gi’r og ta’r af Jesus ”Gee’s us - Jes-us - Just Us” 

Mens vi fjerner os fra kosmos - Messer Trust us 

For ind i Helvede hvor det går i en stank af brændt kød og fosfor 

Som tandløse nossefår 

Kom så, kom så, jeg sagde kom så 

Ådselsgribbene kredser og føler kun for smagen i deres del af kagen 

Hvad er dagens ret - Kød og blod - Fuck sagen 

Det løber ned af hagen og ud i kloakken 

For alting blir ved snakken og om lidt er der fodboldkamp i Parken – Kom så 

Med kritik af alt fra de værste TV-serier til diverse tilbudsferier 

Læserbrevs spalternenes nazistiske optagelseskriterier 

Hva sker der - Om lidt ka jeg klone min kone så jeg får fler eller mig selv 

Så jeg ka lave min egen hær og demonster for mere selvværd inden Glistrups hammer falder 

For den rammer ik de rigtige, ligsom brostenene da Nørrebro stod i flammer 

Jeg hører de kalder - De uskyldige bag tremmer 

Jamrer i klammer fra bladhylden hos min lokale kræmmer 

Skriger, mens lovens lange arm strammer grebet 

Og det skræmmer mig at det stadig ka bli'e klammer 

Jeg har brug for en krammer, men gaderne pulserer med ligegyldighed 

Og jeg hader det - Jeg ka ane koldsved på deres facader 

Mens jeg sindsforvirret vader blandt potentielle venner eller fjender 

Får lyst til at slås, men er pacifist - Det gør ondt, jeg må ha en blist - Eller er det et brist 

Intet står fast - Kun at jeg blir ommøbleret af omgivelserne 

Foregivelserne - Jeg skriver, for jeg trives, når jeg rapper eller blabber 

Og det er der fælden klapper - Når en husneger narrer sig selv til at erfare 

At han er mere end en klovn, når han tar en slapper fra zapperiet 

Og ser at de mange dele er et større hele, der kun holdes sammen af mørnede lapper 

Der ingen supermænd, kun attrapper 

Fortørnet skræpper jeg op, mens følelserne kværker mig og mærker mig i livet herfra 

Og til døden forstærker mig i troen på brugen af klaps på skuldrene til det smuldrende individ 

Du ka tro hvad du vil, mens der stadig er tid, men det os selv der skaber splid 

Sender det ud på hybrid og knepper os selv så hårdt 

At vi tuder, når maskebal blir maskefald, og vi vågner op uden pudder med sjælen i knuder 

Ka du holde skansen uden dit panser - Bruger du dine fejl som spejl, når livet standser 

Festen er borte med blæsten, og formålet med livet et pust i sivet til alle dansere 

En undskyldning for at gå banz eller råbe nej tak til sine sanser 

Hjerteskærende, blærende, ærende, belærende 

Fortærende som en pagt for bannerbærerne, for som sagt 

Havde jeg et mareridt om udskidt røvgryde i form af mit eget selv 

Halvt slået ihjel af info-overload, sagde jeg farvel 

Så nu jeg på bar bund, uden beat og med fortiden slettet 

Tænk engang, skudt i sænk, en simpel sang ville gøre mig lettet, men spilledåsen feeder

Hvid Sjokolade-

Alt flyver forbi

Jeg hader dig. Jeg hader dig så vitterligt meget. Jeg føler den dybeste foragt for dig. For alt hvad du gør, for dit væsen og mest af alt føler jeg foragt for den du er blevet til. Jeg hader alt hvad du nogensinde har sagt til mig. Jeg hader dine fregner, dit flabede smil og mest af alt hader jeg dit mellemrum mellem dine tænder, dine hænder og din lugt. Hvordan kunne jeg nogensinde tro at der kunne komme noget godt ud af at være sammen med dig? Du har næsten kun påført mig smerte. Den glæde du har fyldt mig med har været falsk. Hvorfor har jeg ikke kunne se igennem dine løgnagtige grimasser og den facade du har holdt op for mig? Igennem så lang tid stolede jeg blindt på dig. Jeg troede på de gange du sagde til mig at det her var rigtigt. Jeg troede på dine løgne. Men den tid er forbi nu. Du har udnyttet mig, gang på gang. Jeg lystrede bare som var jeg en lille hund i dit følge. Jeg prøver så godt jeg kan at frigøre mig fra dig- bryde væk fra dig.  Men stadig efter 1,5 måned hvor du har ignoreret mig, hvor du kun har svaret på det du blev nødt til, kun har kigget på mig når det var strengt nødvendigt, har du mig stadig der hvor jeg ikke kan gøre andet end at følge hver af dine bevægelser, hver af dine ord med beundring. Til trods for at du har udstillet mig som en lille, forelsket, naiv pige, til trods for at du har kastet alle mine følelser op som bolde du legede med, ja selv til trods for at du har fået mig til at tro at det bare var et spil du ikke kunne tåle at tabe, til trods for alt det vil jeg altid elske dig af hele mit hjerte og mere til. Du vil altid være den der betyder mest. Den jeg altid vil tænke på, den jeg vil være mest bange for at såre og den jeg altid vil have til at kunne lide mig. Du er den jeg er så evigt rasende på. Du er det værste svin jeg har mødt i mit liv. Men du var jo altid mit svin. Nu er tiden hvor du er rykket videre til den næste. Som den desperate, nu meget mere selvsikre dreng jeg har skabt, er du rykket videre til den næste i en uoverskuelig række af piger. Jeg havde altid forestillet mig at jeg skulle være en del af den rejse, men nej du har skubbet mig væk. Skubbet mig ud over klippen – ned i det mørke intet. Jeg kan ikke gøre andet end at græde og le. Lidt i flæng kommer de to. Både tårer over hvor latterlig du virker, tårer over hvor latterlig jeg føler mig, tårer over hvor meget du har såret mig og tårer over hvor meget jeg savner dig.

Men nu kan jeg for første gang i en måned se alting klart. Tak. Tak for alt det du har givet mig. Oprigtig tak for alt det du har lært mig. Så mange uendelige tak for den du har gjort mig til – selvom jeg ikke tror at du ville sætte særlig meget pris på den jeg er nu -eller de mange smøger jeg ryger nu jeg ikke behøve at tænke på hvad du synes. 

Hvor er du nu?

Gammelt, slidt, lyserødt inde under al tuschen, DILLER, Nanna i et stort hjerte, Diddl-Lina der sidder på de Galupy, Rasmus er hot, tortureret, klamt, lugter efterhånden en del, elsket,  forsvundet, savnet, men dog aldrig glemt. Folk forstod ikke hvorfor jeg beholdte dig, hvorfor jeg ikke smed der langt bort. Folk foragtede dig. Kiggede ned på dig. Jeg deler så mange minder med dig. Det vil de aldrig forstå. Det var meningen at vi først skulle skilles den dag jeg sætter min fod på Smededal, alligevel forsvandt du fra mig på denne måde.

Endelig færdig

Nu er det efterhånden en uge siden jeg havde sidste skoledag. En dag jeg har glædet mig til hele året. Den levede totalt meget op til alle mine forventninger. Nej vent, den var bedre.

Min klasse og jeg spiste morgenmad hos min klasselære, vi hyggede, snakkede, fjollede og var meget spændte over dagen! Vi gik sammen med de andre to 9. klasser op på skolen, hvor alle skolens andre elever stod med flag og viftede. Jeg gik forrest. Det var den fedeste følelse. Man så så mange ansigter man genkendte. Så mange man havde lyst til at skyde lige i hovedet. Det skulle vi dog vente med....
På skolen skød vi med vand, kastede karameller og opførte os totalt åndssvagt, det var lige efter bogen. Vi var henne og spille fodbold mod lærene (vi vandt selvfølgelig!), men da jeg ikke lige er den store fodboldspiller, hyggede jeg mig med at sprøjte med vand på tilskuerne = de "seje" 8. klasser. Jeg tror aldrig, jeg har haft det så sjovt med mig selv, og det skal der noget til. Jeg havde min egen lille fest, alt imens min årgang kæmpede  mod lærene.

Om aften var hele min årgang igen samlet. Nu til en kæmpe fest. (med lidt for meget alko...) De fleste af os havde drukket hele dagen, så vi fortsatte bare i stor stil! :-) Jeg smadrede mit knæ på en stentrappe inden festen, så jeg var ready!

Pigerne har fortalt mig efter, at de ikke spillede så god musik. Ja, jeg ved det ikke. Størstedelen af tiden var jeg uden for at gå ture med forskellige folk. Jeg nåede at få, hold godt fast, tre kærlighedserklæringer. Og ingen af dem var bare sådan noget fuldemands-snak. Ja, der er nogen der kan.
Jeg gik glip af både "Primadonna girl", "Kiss You" og en masse Alphabeat, hvilket jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over nu, da de sange jo beskriver mit liv ;;íííííííííí Hvis mit  liv var en film ville "Primadonna girl" være titelsangen. (Emma Watson skulle spille mig).

Men nu er al den søde festivitas ovre. Nu er der ingen der hygger, fjoller og opfører sig dumt. (eller jo, pigerne og jeg opfører os altid dumt, men lad det nu ligge) Nu er det seriøst. Jeg har læseferie, hvilket jo også er meget rart, hvis man ser bort fra læse-delen. Jeg har ikke været oppe til noget i denne uge, men har min første afgangsprøve på tirsdag. Fysik/kemi.  Jeg er simpelthen så nervøs. Engang i starten af det her år, var det meget svært for mig at møde op. det er det egentlig stadig. Men jeg gik glip af så mange fysik-timer, det var så let at pjække om tirsdagen. Fire lektioners fysik og to timers idræt. Jeg kan godt mærke nu at jeg mangler noget undervisning. Og jeg er så uendeligt sur på mig selv over det. Hvis jeg bare havde taget mig sammen i starten af dette år, men ja, sket er sket. Jeg ville normalt blive skuffet hvis ikke jeg fik 10 eller 12. Egentlig ville jeg blive skuffet hvis jeg ikke fik 12, det har jeg bare ikke sagt til folk... Men nu, nu er det anderledes. Jeg ville være mere end tilfreds med et 7-tal,  både i Fysik, Engelsk, Dansk og Samfundsfag. Jeg ved at jeg er dårlig til at gå til prøver. Det oplevede jeg i stor stil til de skriftlige prøver. og terminsprøverne for den sags skyld.Jeg begyndte at ryste, skælve, græde og knække sammen.
Jeg ved der er en mulighed for at det også kan ske til de mundtlige. Men det må det ikke, det vil jeg ikke have. Jeg hader at føler jeg ikke har gjort det godt nok. Hvilket jeg ville gøre hvis jeg knækkede sammen. Eller fik 7. Jeg ved godt jeg modsiger mig selv nu, men inderst inde ville jeg aldrig være tilfreds med et 7-tal. Det er bare ikke godt nok.
Jeg har i den sidste tid bygget en facade op. En facade hvor jeg nærmest er ligeglad med skolen. "Jeg mener det er jo kun folkeskole". Men alligevel ved jeg, at jeg går mere op i det end som så. Jeg vil skuffe mig selv. Og er det i princippet ikke den værste du kan skuffe?
De her prøver skal bare overstås. Jeg vil bare være færdig. Tiden skal spoles frem til den 25 juni klokken ni. Der er jeg færdig med den sidste prøve.

Jeg synger det sidste vers

 Det hænger tungt og faretruende på den kolde stenmur. Det er så skræmmende. Alligevel kan jeg ikke lade være med at blive fascineret af det. Hver gang viseren tikker et nyt sekund, løber det mig koldt ned af ryggen. Det går langsommere end normalt, Søren må have lagt en forbandelse på det. Det der normalt skulle vare 3 timer, føles nu som mindst 6 timer. Tiden går så langsomt, en snegl vil sagtens, kunne overhæle den.  Tik tak. Tik tak. Jeg stirrer vildt på uret. Mit hjerte banker hurtigere, end det nogensinde har gjort før. Med undtagelse selvfølgelig, af den gang hvor Kristian, Mille og jeg løb fra Daniel og hans drenge. Vi havde ligget i et godt stykke tid og kigget på dem. Vi så hvordan, de organiserede deres forretning. Hvordan alt blev lagt systematisk, efter hvor meget de ville, kunne sælge de forskellige ting for. Og så, mens vi lå der musestille, kom Kristian til at nyse. Han har et meget specielt nys, han nyser omkring ti gange pr. nys. Alle kender det nys. Også Daniel. Så vi løb, løb som om Satan var efter os. Og lige netop Satan er nok det ord, der beskriver Daniel bedst. Han gik i klasse med min bror. De var bedste venner engang. Den slags venner man laver alting sammen med, dem man altid tænker på, dem der egentlig er de eneste, der betyder noget. Sådan var min bror og Daniel. Men noget gik galt, jeg har aldrig fået forklaret hvad. Lige pludselig stoppede Daniel bare med at komme hjem til os. Vi så ham aldrig mere, min bror snakkede heller ikke om deres planer, eller hvad de havde lavet. Han var, på få dage, bare blevet cuttet ud af min brors – og vores liv. Lige siden dengang har han haft et horn i siden på mig. Og han opfører sig som om han ejer verden.  Jeg forstår ikke hvad jeg har gjort ham. Det var jo min bror og ham, der blev uvenner. Jeg var ikke indblandet i det.

”5 minutter.”

Jeg havde gjort det igen. Jeg var faldet i staver. Det kan man ikke tillade sig her. Her i dette alt afgørende moment. Men jeg havde gjort det, som så mange andre gange. Det er det, jeg altid har fået af vide. ”Tag dig sammen og koncentrer dig nu.” ”Sidder du nu der og dagdrømmer igen?”  ”Er du sikker på vi ikke skal teste dig for ADHD?” Men jeg kan ikke gøre for, at jeg sidder og bliver rastløs. Det har aldrig været så slemt som nu. Jeg glemmer tit at høre efter, hvad folk siger. Eller også har jeg hørt det, men det er ikke sivet ordentligt ind, så jeg glemmer det. Kristian og Mille er begyndt at bemærke det. Jeg kan mærke, de er lige så bekymrede som min mor. De vil bare ikke sige noget om det. De ved, jeg bedst kan lide det forbliver i det usagte. Mille har prøvet at hjælpe mig. Hun kommer med lange forklaringer til alt det jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke hvor hun får den viden fra. Hun er tit blevet kaldt op til Søren. Hun kommer altid tilbage med et stift blik, et vildt smil og en ny bog. Det er altid klassikere, forklare hun mig. Stjærnen bag gavlen – Thorkild Bjørnvig, Hosekræmmeren og andre noveller – Steen Steensen Blicher, Midt i en jazztid – Knud Sønderby. Jeg kender aldrig nogen af dem. Der er altid ord med i dem, jeg ikke forstår. Ord jeg ikke forstår, når hun taler om dem. Ord der kommer ud af min mund, jeg ikke forstår.

”4 minutter.”

Jeg kan ellers godt lidt Søren. Han er altid venlig imod en. Han går altid rundt og nynner. Når han snakker om ishockey, kommer de små smilerynker ved hans øjne frem. Han er meget passioneret omkring ishockey. Han har vidst nok spillet på et meget højt plan. Jeg ved ikke så meget om sport, men jeg ved at han fik en skade engang og nu ikke kan spille mere. Sikke en skam. Jeg tror det er det han helst vil lave af alle ting på denne jord. Det gør mig ked af det. En tåre kommer frem i min øjenkrog. Tænk hvis jeg ikke kommer til at lave det, jeg holder af. Tænk hvis jeg bare må tage et tilfældigt job, hvor jeg så kan snakke om min store drøm med smilerynker om mine øjne. Tårerne pibler nu frem, de løber ned ad mine kinder, de gør min bluse våd. Men det er okay. Jeg gør ikke noget for at stoppe dem. I denne forsamling er det okay at græde. Så længe det er stille og ikke irriterer nogen. Jeg finder mine høretelefoner og min mp3’er frem, sætter Bat for Lashes på. Deres sang ”Laura”. De første melankolske toner rammer mit øre. 

”3 minutter.”

”You say that they all left you behind”

Jeg kigger rundt og finder Kristian i færd med at gøre kål på det sidste, af den snickers han er i gang med. Han slikker sig om munden og på fingrene. Han har sikkert været færdig i mindst en halv time nu. Alle kan godt lide Kristian. Jeg kan også godt lide ham. Jeg forstår ikke, hvad det er han gør. Jeg tror han er en pleaser, hvis jeg altså har forstået udtrykket rigtigt. Han snakker i hvert fald de fleste autoriter efter munden og han har altid en kæk lille kommentar at fyre af. Det er kun overfor os, han åbner sig helt op. Der er han ikke helt så sjov, som han går og prøver at være. Jeg har været venner med ham i 2 år nu. Bedste venner. Men jeg har aldrig mødt hans forældre eller været hjemme hos ham. Han har altid en undskyldning for, at vi ikke skal være der. Vi er oftest hos Mille. Åh Mille…

”And in this old horror show, I’ve got to let you know. Ooh Laura, You’re more than a superstar.”

”2 minutter.”

Stemningen er trykket. Ude for regner det og himmelen er sort som kul. Man ville næsten tro, det var efterår, hvis altså ikke vi skulle side her. Jeg er egentlig færdig og alligevel føles det som om, jeg burde udnytter de sidste 1½ minutter til det yderste. Give mit allerbedste, men der kan ikke komme mere ud af mig. Min hjerne vil simpelt hen ikke forme ord, der giver mening. Jeg sidder og går i panik. Den angst der har ligget på lur, nærmer sig nu. Den sniger sig op ad mig. Den kommer nede fra gulvet, som den edderkop jeg så på Discovery Channel i går, kravler op ad mine ben, min mave, min hals. Bider. Den sprøjter sin gift i mig. Jeg er som sten. Jeg kan ikke bevæge mig. Jeg sidder og stirrer ud på de andre. Prøver at fange et blik. Prøver at råbe om hjælp. Der kommer intet ud af min mund. Ordene vil ikke komme ud lige meget hvor meget jeg prøver. Der er ingen hjælp at hente. Alle sidder fokuserede. Alle på nær mig.

”1 minut.”

Mit hjerte, mit hoved, min krop, mit sind. Alt er overflødigt. Der er intet andet end dette sidste minut, der betyder noget for mig. Jeg vil ønske, jeg kunne nå at se Mille igen. Se Kristian en sidste gang før dette minut er forbi. Jeg ville fortælle Daniel, at jeg tror min bror savner ham. At hele familien savner ham. Hans gode humør. At jeg ikke tror, det er sund for ham at drive den forretning. At tjene sine penge på den måde.  Mit største ønske i dette øjeblik er at møde Kristians forældre. Fortælle dem hvor elskværdig deres søn er. Fortælle dem hvor meget han betyder  for mig. Men jeg kan ikke nå det. Det her er det sidste, jeg kommer til at opleve. Jeg må ikke rejse mig endnu. Jeg har lyst til at storme ud. Løbe væk fra det. Men jeg må ikke. Jeg skal blive siddende.  Det er intet andet end et spil for gallariet. Man sidder her, opfører sig som om man har fået af vide hvad man skal. Det er ikke vores eget jeg.  Vi skal bare sidde her og opføre os som om vi kan finde ud af det. Det kan vi ikke. Det hele er forbi.

”Put your glad rags on and let’s sing along to that lonely song.”

”Færdig. Slut”

-3

Forår kom hid!

Jeg vil hoppe og danse, løbe og svanse, lege, gå, rulle og tulle, jeg vil sjaske og pjaske.
Jeg vil gå der på mine bare forårsfødder. En to tre. Drip drap dryp. Nej, se hvor det går som en leg. Jeg vil plukke mig en dyne af de hvideste anemoner. Omfavne de nyudsprungne blomster. Jeg vil Kysse hver enkelt velkommen. Synge af mine lungers fulde kraft. De giver mig kraften til det. Og det er okay. De lytter blot. Danser i forårets milde brise. Men kun der midt i min skov. Kun dér er det tilladt at drømme så store drømme. Drømme mig væk. Væk til en verden hvor alt er lutter lagkage. En verden hvor jeg er fem og bekymringsfri. En verden lavet af slik. En parallel verden hvor det at bryde spontant ud i sang er en realitet. Jeg kan ligge blandt kodrivere, vintergækker og erantiser, anemoner og krokuser og tænker disse tanker. Det kan jeg kun et sted. Dér i min skov.
Jeg vil hoppe og danse, løbe og svanse, lege, gå, rulle og tulle, jeg vil sjaske og pjaske.

New York I love you, but you're bringing me down!

Som nogle af jer måske ved brugte jeg min påske ferie i New York City, byen der aldrig sover. Det har uden tvivl været en af de vildeste uger i mit liv! Jeg var afsted med Roskilde ungdomsskole. Vi var 22 piger, 4 drenge og tre lærer. Så vi var en kæmpe flok! I et halvt år har jeg gået til noget New York undervisning, så vi kunne blive klar. Vi har planlagt program, snakket om byen og bare kommet hinanden lidt tættere! :)
Vi fløj omkring klokken 12 fredag d. 22. Det er første gang jeg har fløjet så langt. Første gang jeg har været uden for Europa, så jeg var også bare spændt på flyveturen, men det gik godt. Til sidst blev det for langt, men det tror jeg det gør for alle. Vi ankom klokken 18 NY-tid tror jeg nok. Dvs. i vores hoveder var klokken rigtigt mange. Nå jaja, vi var alle meget begejstrede og oppe at køre, så vi kunne ikke mærke trætheden. Vi kørte igennem først New Jersey og senere New Yorks gader - hold dog helt fast hvor var det fascinerende. Alt var anderledes. Større. Og lige der foran os så vi The Manhatten Skyline. Jeg tror det var der det gik op for os at vi altså var her!
Vi boede i hjertet af Manhatten lige vest for Central Perk, (eller i virkeligheden var det lige vest for Central Park, det andet kunne bare have været sejt) på West Side YMCA. Det havde vi det meget sjovt med, vi nåede dog ikke at optage en video med de kendte dansetrin - det gjorde dog ikke at vi dansede dem mindre ;)
Næste morgen startede vi dagen med at gå i Central Park. Vi så området Strawberry Fields. Et område i parken Yoko Ono har freddet for sin afdøde mand John Lennon. Vi så stenene med ordet "Imagine" og "Strawberry fields forever" blev også nynnet. Overalt hvor vi gik var der seje newyorkere. De første dage var vi meget fascinerede af hvordan alle mennesker kunne være seje. Selv dem man normalt ville tænke var kiksede havde noget over sig. Noget der gjorde dem specielle. Noget der gjorde stedet specielt. Overalt var der folk man kunne se nød denne livstil hvor alt er muligt, hvor man laver noget hele tiden og aldrig sidder stille. De indfødte. Og lige meget hvor meget vi prøvede på at blive en del af dem, passede vi bare ikke ind. Vi jokede med at man kan kende turister på at de altid kigger op. Der er mindst lige så mange indtryk oppe i luften, på de høje bygninger, som nede på jordniveau. Jeg følte mig virkelig som en freak, en af de anderledes, blandt alle dem. Alligevel var det som om at man her, på dette sted godt kunne slå sig løs. Gøre åndssvage ting uden at folk kiggede skævt til en. Man kunne slippe sin indre vildkat løs. Gå amok. Her er alt muligt.
Alle dagene var pigerne meget oppe at køre over et hotel der lå få meter fra vores eget med navnet Hotel Empire, det er åbenbart næsten det samme som Chuck Bass ejer i Gossip Girls, hvis jeg har forstået det rigtigt. Og ja overalt var der ting dem mindede en om serier, film og sange. Som f.eks. Zoo'en i Central park = Madagascar, Tiffanys = Breakfast At Tiffanys, The Plaza = samtlige film hvor nogen bliver gift.

En af dagene var vi på en High School i New Jersey. Vi blev hentet meget tidligt om morgnen i en Yellow School Bus. Nogle af pigerne og jeg havde hjemmefra lavede et væddemål: scor en amerikaner.  Jaja, men der sker det at de amerikanske drenge bare på ingen måde er ligeså flotte som de nordiske drenge vi har i Danmark. Ja piger, vi er heldige! Jeg fulgte en med Clara rundt. Hun er 16 og går så på sit andet (?) år. Vi havde historie og matematik. I historie havde vi om den kolde krig. Egentlig meget interessant, deres lære irriterede mig bare. Det var som om hun prøvede at hive en bestemt mening ned over eleverne hoveder. Som om hun sagde "det her skal I mene". Jeg er glad for det ikke er sådan med mine lærer. I matematik forstod jeg ikke meget. Matematik på engelsk er svært. Jeg kom til at falde i søvn, jeg håber ikke at deres lære opdagede det. Ups..

Meget af turen handlede om mad. Min lære Ken, havde planlagt mange, mange steder vi skulle hen og spise. Alt sammen lækker mad. Vi var på dette pizzaria kaldet Lombardi's hvor vi fik de største pizzaer jeg nogensinde har set i mit liv det var simpelthen vildt. Der skal i virkelig tage hen hvis i engang skal til The Big Apple.
Flere af dagene så vi selvfølgelig også de turist ting, man nu engang skal se når man er i New York. Vi kiggede på The Empire State Building, vi var ikke oppe i den, men i The Rockefeller Center, der ligger næsten lige overfor. Vi var oppe på 68. etage mener jeg det var og så ud over New York. Det var lige lidt højt for mig. Det brød jeg mig ikke så meget om, men smukt var det ihvertfald  Der er blevet taget smukke billeder af alle andre end mig, da jeg helst ikke skulle helt hen til kanten :)
Vi så også The 9/11 memorial. Hold dog helt op en speciel oplevelse det var. Alle ved jo hvad der skete der i september 2001. Alle kender historien. 2992 døde og flere end 6300 blev såret. Lige så snart man kom ind på pladsen sænkede der sig denne særlige ro over en.

Alt dette og meget til oplevede jeg i New York. Jeg sværger det har været en af de bedste uger i mit liv. New York er sådan en fantastisk by, jeg vil allerede gerne tilbage. Jeg har kun en ting at sige: I Love New York

(hvis du kigger godt efter kan du finde sange rundt omkring i denne tekst. det var den playliste jeg lavede specielt til turen. sangene er meget omhyggeligt placeret der hvor de er. intet er til fældigt.)

I. MORGEN. NEW. YORK.

Seriously... I'm not kidding

Jeg er netop begyndt på denne bog. Seriously... I'm Kidding af Ellen Degeneres. Mange af jer kender sikkert Ellen fra 'The Ellen Show'. Det gjorde jeg ikke. Jeg havde ingen ideer om at det var kvinden bag. Og hvis jeg havde vidst det er jeg ikke sikker på, om jeg ville have kastet mig over denne bog. 

Engang for noget tid siden faldt jeg over denne bog, jeg mener det var i Bog & Ide. Jeg tog den op, vendte den om og begyndte at læste bagsiden. Det var slet ikke det jeg havde forestillet mig. Jeg blev nærmest helt mundlam. Det er meget sjovt at kigge på bagsiden af en bog, og lige pludselig få komplimenter "You know what I love most about you? That we get each other. And also your eyes."

Det faldt jeg ligesom for. De her chessy pick-up lines. Det var nyt, spændende og anderledes.

Nu er jeg begyndt på bogen. Jeg er nået præcis 42 ((Y)) sider ind i den. Og den er spøjs. Meget spøjs. Den handler om Ellens tanker om alt. 

Et afsnit i bogen hedder "Thunderclap: A Short Short Story" Jeg har tænkt mig at citere "It was a dark and stormy night. The streets were empty. They seemed sad almost and hollow. The wind was howling and the rain was pouring down upon the rooftop so loud that Papa could barely hear the sound of his teakettle. Eventually, the storm passed and normal activity resumed." Jeg ved dette ikke er meget, og at det måske virker dumt. Men jeg synes det er meget sjovt, sådan som hun bare slutter historien, og gør den til 'A short short story'. Og sådan er bogen hele vejen igennem. Men mange mærkelige og forunderlige tanker. Jeg så fx at det midt inde i bogen er et afsnit der hedder "Meditation", og så er  det bare fire blanke sider, så man kan sidde og meditere. 

Spøjst

Savnet

Jeg savner dig mere end du kan forestille dig.

Den måde jeg gemmer mig væk er ved dårlig popmusik. 

Det jeg altid gjort, det ved du.

Slutningen

Klokken var omkring 18:30, min far havde fulgt mig op til stationen. I bilen havde han en sidste gang spurgt efter et nummer på ledelsen - hvis det nu skulle ske.
Da jeg kom ind i toget tikkede en besked ind på min telefon: Hvor sidder du henne søde? <3 Sms'en kom fra en af mine bedsteveninder, Signe. Sammen med tre af vores andre venner og en, på det tidspunkt, ukendt gut skulle vi på spejderløbet Zaxsez. Jeg havde glædet mig i lang tid. De eneste andre spejderløb jeg havde været på var Nathejk og Dinizuli, så det var stadig meget nyt for mig, og jeg vidste ikke hvad jeg kunne vente mig, så det var med sommerfugle i maven jeg var taget afsted.
Jeg kan ikke huske detaljeret hvad vi lavede, det er trods alt et år siden. Temaet var noget a la "oprør". Der var kommet nogle onde mennesker der ville træne os, spejdere, til at blive præcis som de ville have det. Vores opgave var selvfølgelig så at gøre oprør og frigøre os fra dem.
De første timer (jeg ved ikke hvor lang tid det var, det føltes som lang tid) vi var der, skulle vi stå indenfor med ret ryg, og gøre som vi fik besked på. Jeg husker egentlig ikke mere af den nat.... -jo, et sted blev man spurgt om nogle forskellige "sundheds"- spørgsmål, så de kunne se om de kunne bruge os i deres nye samfund. Jeg fik spørgsmålet "hvad arbejder din mor og far med?" "Computer-mand og lære", svarede jeg forsigtigt. Jeg kan huske stikket i mit bryst.
Næste dag, lørdag var god. Jeg havde ikke fået så meget søvn natten til lørdag -sådan er det altid. Lørdag skulle vi igen testes om vi var gode nok til det nye samfund. Min patrulje og jeg blev guidet op i et rum hvor der var pensionister. De næste 20 minutter skulle vi så passe på dem. Der var en der ville have gammel dansk. Det eneste vi havde var dog saftevand, det fik hun og blev sur på os. En anden ville ud og gå en tur. Lige meget hvad vi sagde ville hun ikke blive på "plejehjemmet".

Da det igen blev aften skulle vi ud på et byløb-ish. Jeg kan ikke helt huske hvad det var. Vi gik forbi fakta hvor de andre ville ind og købe, ja købe et eller andet. Jeg tror ikke helt jeg kunne overskue det. Jeg blev hvert fald uden for. Her ude ventede der også en anden. En dreng. Jeg havde lagt lidt mærke til ham tidligere på løbet. Der var kun tre i hans patrulje. Han virkede meget udenfor. Jeg begyndte straks at snakke med ham. Det var en meget melankolsk snak - men det passede jo egentlig også til mit humør. Vores samtale blev afbrudt da de andre kom ud fra Fakta. Efter snakkede jeg med ham når jeg kunne komme til det. Peter.

Det gik meget godt. Vi hyggede os rigtigt meget. Hørte "shake din göt" ud over det hele. Og dansede os igennem nat-by-stjerne-løbet. Det hele fik godt indtil klokken var ca. 1...
Vi var lige kommet tilbage til HQ for at få afvide hvor vi efterfølgende skulle gå hen. Drengene gik ind i hytten for at finde ud af det. Ikke lang tid efter kom de ud med en fra Zaxsez-sikkerhedsfolk. Han gik hen til Signe, Krølle og jeg. Spurgte mig om det var mig der var Amanda. Han fortalte at min far havde ringet. Andet behøvede han ikke at sige.
Min verden gik i opløsning. Jeg kunne ikke andet end at skrige. Det var som om alt inde i mig gik i stykker. Jeg græd hæmningsløst. Jeg kunne svagt høre ham sige at min far var på vej. Jeg græd som jeg aldrig har grædt før. Ham Zaxsez-manden sagde at vi kørte hen på skolen, hvor løbet foregik. Signe kom med i bilen. Hun sad og så meget forskrækket ud - det kan jeg godt forstå. I bilen sad hun og holdte min hånd og strøg mit hår. Vi kom tilbage på skolen. Jeg fik af vide at det ikke var så slemt. At det ikke var sket endnu. Han kiggede på mig "du ved tydeligvis godt hvad det her handler om", sagde han. Og ja det gjorde jeg. I den længste halve time sad Signe og jeg og ventede. Ventede på min far.
Endelig efter hvad der føltes som timer kom min far. Vi kørte hjem. På vej hjem hørte vi P3. Den eneste radiokanal min far hører. De spillede The second you sleep med Saybia På det tidspunkt følte jeg at det var den sang der beskrev min følelser ned til mindste detaljer - det gør jeg stadig.
Vi var hjemme omkring klokken halv fem om morgnen. Jeg var lige på vej i seng. Irriteret som jeg var, for hvorfor skulle min far hente mig hvis der ikke var sket noget. Men så lidt over 5 ringede Morten. Min storesøsters kæreste. De var inde på Rigshospitalet. Det var sket. Nu var alt færdig. Alt var slut. Nu var alt håb ude. Klokken lidt i fem var det sket. Min mor var død.

The Iris Monologue

I've found almost everythin ever written about love to be true. Shakespeare said "Journeys end in lovers meeting." What an extraordinary thought. Personally, I have not experienced anything remotely close to that, but I am more than wiling to believe Shakespeare had. I Suppose I think about love more than anyone really should. I am constantly amazed by its sheer power to alter and define our lives. It was Shakespeare who also said "love is blind". Now that is something I know to be true. For some quite inexplicably, love fades; for others love is simply lost. But then of course love can also be found, even if just for the night. And then, there's another kind of love: the cruelest kind. The one that almost kills its victimes. It's called Unrequited love. Of that I am an expert. 

Most love stories are about people who fall in love with each other. But what about the rest of us? What about our stories, those of us who fall in love alone? We are the victims of the one sided affair. We are the cursed of the loved ones. We are the unloved ones, the walking wounded. The hadicapped without the advantages of a great parking space! Yes, you are looking at one such individual. And I have willingly loved that man for over three miserable years! The absolute worst years of my life! The wort Christmas', the worst Birthdays', New Years Eve's brought in by tears and valium. These years that I have been in love have been the darkest days of my life. All because I've been cursed by being in love with a man who does not and will not love me back. Oh god, just the sight of him! Heart pounding! Throat thickening! Absolutely can't swallow! All the usual symptoms. 

I understand the feeling as small and as insignificant as humanly possible. And how it can actually ache in places you didin't know you inside you. And it dosen't matter how many new haircuts you get, or gyms you join, or how many glasses of chardonny you drink with your girlfriends... You still go to bed every night going over every detail and wonder what you did wrong or how you could have misunderstood. And how in the hell for that brief moment you could think that you were that happy. And sometimes you can even convience yourself that he'll see the light and show up at your door. And after all that, however long all that may be, you'll go somewhere new. And you'll meet people who make you fell worthwhile again. And little pieces of your soul will finally come back. And all that fuzzy stuff, those years of your life that you wasted. that will eventually begin to fade. 

- tit og ofte har jeg set denne film. Mange af jer kan sikkert genkende dette stykke tekst. Det er den monolog der indleder "The Holiday", som efter  min mening er den bedste tøse- og kærlighedsfilm. Jeg har set den aaaaaaalt for mange gange. Og jeg kommer til at se den maaaange gange til. Jeg kan især godt lide anden del af monologen. Den del hvor hun fortæller om "The hadicapped without the advantages of a great parking space!" Det beskriver hvordan det er at være foresket i en der ikke elsker en tilbage så godt. 

Undskyld

Undskyld, jeg glemte din fødselsdag

Undskyld, jeg altid svarer for dig

Undskyld. jeg har sådan en stor mund

Undskyld, alle de gange jeg har glemt at sige undskyld

Undskyld, alle de gange jeg ikke har svaret

Undskyld jeg falder i søvn hver eneste gang vi ser film

Undskyld jeg ikke sagde, jeg ikke kom

Undskyld jeg er dårlig til at give komplimenter

Undskyld jeg er dårlig til at modtage komplimenter

Undskyld jeg altid lyver for dig
Undskyld for min egen middelmådighed
Undskyld for aldrig at tro på dig
Undskyld jeg gang på gang sviner din musiksmag til

Undskyld det var ikke min mening at såre dig

Undskyld jeg ikke kom og besøgte dig noget mere før det var for sent

Undskyld jeg aldrig ringer

Undskyld at jeg altid kommer for sent

Undskyld jeg altid retter på dig

Undskyld jeg altid synger

Undskyld at jeg er glad

Undskyld at jeg er sur og tvær

Undskyld jeg tog det sidste tyggegummi og benægtede

Undskyld jeg sagde jeg elskede dig

Undskyld jeg aldrig snakker med dig

Undskyld at jeg er doven
Undskyld jeg ikke har mere overskud
Undskyld at jeg ikke kan mere
Undskyld for ikke at grine ad dine jokes
Undskyld jeg altid griner ad dig

Undskyld jeg aldrig får sagt til dig hvor meget du betyder for mig

Undskyld jeg ville bestemme alt

Undskyld jeg startede den diskussion

Undskyld jeg ikke hjalp med opvasken

Undskyld jeg altid snakker om mig selv

Undskyld jeg sætter alle andre end dig i første række

Undskyld jeg svarede med et ok

Undskyld jeg sårer dig gang på gang

Undskyld jeg ikke er vild med dig

Undskyld jeg ikke siger dette noget før

Undskyld jeg ikke var bedre til at spille mit skuespil

Undskyld Laura, Matilde og Jonatan

Undskyld jeg ikke kan passe mere på dig.

Undskyld jeg ikke kan være ansvarlig

Undskyld jeg aldrig kan gå i seng i ordentlig tid

Undskyld jeg aldrig laver mine lektier

Undskyld jeg kun snakker om min egen efterskole

Undskyld jeg ikke har trænet

Undskyld jeg er her

Undskyld mor

UndskyldUndskyldUndskyldUndskyldUndskyldUndskyldUndskyldUndskyldUndskyld

Min storhedstid

Lige siden jeg var helt lille har jeg drømt om dette.
Dette år hvor magten tilhørte mig. Kun mig.
Dette år hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville. Hvor jeg styrede verden.
Sådan troede jeg det ville være.
Jeg troede at hele dette år ville blive legendarisk, det bedste år i mit liv, det mest bemærkelsesværdige.
Sådan er det ikke. Overhovedet ikke. Jeg er nærmest skuffet.
Jeg har set alle mine tre søskende opleve det. Set hvordan se klarede sig igennem det.
Jeg har set min yngste søsters storhedstid. Storhedstid set med en 9 -årigs øjne.
Nu jeg er i det, vil jeg bare have det hele overstået...
Det er ikke så vildt at stå i det. Jeg har ikke min storhedstid.
Der er 136 dage tilbage - ja jeg tæller ned. Jeg vil bare have det skal ende.

Den sidste dag bliver den bedste. Det er der jeg kan sige "suck it!"
Jeg vil forlade det sted jeg har et elske - hade forhold til.
Aldrig behøver jeg at sætte mine ben der.
Hvor jeg dog glæder mig.
Hvor er dette dog dybt overvurderet

Din krop, sovende

Din krop, sovende

Så mærkelig

så vidunderlig

at se din krop dér

udstrakt i den første lette søvn

som en doven kat der når som helst kan lette øjnene igen

se den slappes

se alle hudens munde trække vejeret synkront

under blidt sløret lampelys

og tænke

så mærkeligt

på denne krop

alt det en krop kræver

og fortjener, og skal få -

Denne krop skal have kærtegn

vandes som en blomst

dyrkes som en mark

fra svimlende sugende swingende salige samleje

til kælne klap og sirlige strygninger

fra bløde bid til nakkehårs-nap -

Denne krop er så mange glæder 

og så mange farer venter den

fra forkølelse til feber til forfald

Åh, jeg skal passe på denne krop

det dyreste jeg ved - 

Din krop ligger og sover

med min fremtid i sig

og jeg ved det og kan næsten ikke se på den

så mærkeligt

og så vidunderligt

er det 

er den - 

Dan Turéll - 1977

Ingen hænder, ingen kage

Jeg vil gerne sige undskyld for alt det nye fortolkning

Jeg ved jo godt, at i alle sammen gerne ville sidde og se Frøken Nitouche lige nu.

Og hvorfor skal der overhovedet skrives noget nyt når Matador er lavet?
 Når vi har Olsen Banden og Bryggeren?

Jo det skal jeg sige dem, der er fordi der også skal være noget at glæde sig over om 50 år. 

Så kan jeres børn sidde og sige "Købmanden, årh dengang kunne man noget."

Man håber jo altid på at fremtiden, på en eller måde, kommer til at ligne fortiden, fordi nutiden den er der aldrig særligt meget ved.

Dengang.
Dengang.
Dengang hvor sommeren var lang og vinteren var bindende kold.

Alle mennesker boende på Amager, der var landskamp mod Sverige hver søndag.

Verden er blevet hård og kold og farlig.
Der er så pisse meget vold i dag. Det var der ikke dengang.

Det blev i hvert fald ikke anmeldt, for det var ikke vold.
Det var bare opdragelse eller indlæringsvanskeligheder, kite-håndethed eller skamysler.

Dengang skulle alle jo opdrages; konen, børnene, andre mandfolk på kroen.

Der var altid en grund til at forklare folk nogle borgerelige ord og give dem en overhaling.
Men vold? Det var det ikke.

1. verdenskrig det var jo ikke engang en  rigtig krig, det var bare en lang diskussion. 

Ikke som idag hvor man tager en flyvemaskine og brager ind i et højt hus, fordi man ikke lige føler man bliver set. 

Alle vil på tv i dag. 

Unge mennesker i Jylland, de vil kneppe Osama Bin Laden, bare fordi de har set ham på fjernsyn.

Dengang. Der var styr på tingene dengang.
 Det kan godt være der var slaveri.
Men der var ikke illegale indvandrere.

Det var dengang hvor man lørdag aften tog en tur til England og plyndrede og voldtog.

Dengang man stod sammen som nation. S
å kom der en mand ned på torvet og sagde "I morgen skal alle våbenfører mænd mellem 16 og 25 stille her og få en riffel, så går vi mod Tyskland."

Imorgen siger du? Pis jeg skulle have været til frisøren. 

Der var også bedre råvarer dengang. 

Jordbær, de smagte af jord og man havde dem kun 14 dage om året.
Og man plukkede dem selv.

Det var også lettere at tygge maden dengang, fordi man havde tænder.

I dag kommer maden til gengæld af sig selv.
 Fra kommunen.
Vælling i friske grå nuancer hver dag.

De gode gamle dage.

-Købmanden, Ingen hænder. Jonatan Spang 
& Blæs Bukki

Året der gik

Så nu kommer det. Dette indslag der har været længe under opsejling!
Dette år, har selvfølgelig, været det hårdeste år i hele mit liv.
Tabet af min mor, kan ikke opveje alle de gode ting der er sket i år, selvom der var mange. De første tre måneder handlede alt om min mor. Der kunne jeg ikke lave andet end at tænke på hende. Men så den sidste dag i marts drog jeg afsted mod den jyske hede. En uges spejderlejr ventede på mig. I mange uger havde Astrid og jeg selv gået og forberedt denne tur. Og vi glædedet os afsindigt meget.
Det var denne uge der vendte op og ned på det hele for mig. Jeg mødte her mange helt igennem fantastiske mennesker. Jeg snakkede, grinede, græd og havde en af de bedste uger nogensinde. Da det var tid for at tage hjem, stod jeg blandt hundredevis andre ligeså sørgmodig mennesker som jeg selv. Jeg kiggede rundt. Selvom jeg langt fra havde nået at snakke med alle, synes jeg på det tidspunkt at alle var smukke. At jeg aldrig havde lyst til at forlade disse mennesker igen. Tiltrods for at jeg kun havde snakket med en brøkdel.

Mit nytårsfortsæt sidste år lød på "Amanda, du skal lave noget i alle dine weekender. Det behøver ikke at være noget stort, men noget skal du dog foretage dig." Jeg har opfyldt dette til punkt og prikke. I hver eneste weekend der foregående år har jeg lavet noget. En stor del af de weekender har været fyldt med spejder arrangementer. Jeg har aldrig været så aktiv som jeg er lige nu og som jeg har været det sidste år. Det har været min måde at komme væk fra tingene. + jeg elsker det af hele mit hjerte.
I slutningen af sommerferien kom jeg med i en patrulje "Piger På Afveje", den patrulje og de piger er jeg ekstremt glad for, at jeg har fået noget at gøre med. Jeg kendte alle pånær en, men vi er allerede blevet så tætte. Uden de ved det, har de været med til at hive mig op.

Også nogle andre piger har især været med til at hive mig op, det sidste kvarte år, mine cocio-tøser. Det at jeg går og hele tiden tænker over noget med vores sange eller andre ting ifh. til det, hjælper mig. Så har jeg mine tanker der og ikke ved min mor.

Dette år har været fyldt med sommerfugle i maven, før en koncert, en spejderlejr eller en terminsprøver, forelskelse, masser tåre, grin, spejder løb og- ture, Roskilde Festival, kys, uvenskaber, had, nye bekendtskaber, de bedste mennesker, de bedste søskende, stressede lærer, sommerhusture, badeture og en stor potion sorg.
Alt i alt har det været et meget indholdsrigt år. Både på godt og skidt