Kold. Koldere. Koldest

Det æder mig langsomt indefra. Mørket der omslutter mig. Det bliver koldere og koldere. Inden i mig er der intet andet end tomhed. Jeg kan ikke mærke noget. Mit hjerte er koldt. Det bliver koldere dag for dag. Den evige stræben efter det uopnåelige. Ordene der trykker mod min hjerne og mit hjerte, men de kan ikke komme ud. De vil ikke ud. Jeg er bange. Bange for andres reaktion. Reaktionen på mine ord. Dem der gemmer sig inde i mig. Dem som jeg aldrig har turdet sige. Jeg er bange for det ukendelige. Og dermed også fremtiden. Hvad venter der? Hvad skal der ske med mig? Mine tanker? Mine følelser? Og de usagte ord? Der aldrig bliver andet end usagte. Hjernen der tænker på alt hvad der sker i mig. Alt hvad jeg skal nå. Alt hvad jeg skal sige. Alt det jeg ikke skal sige. Kroppen følger med. Sjælen og hjertet kan ikke følge med. De to danser en evig ustoppelig dans. De vil ikke med. De vil ikke samme vej som min hjerne. Og min krop. De vil blive i nuet. Bliver her hvor der er noget jeg kender. Her hvor der er rart. Men her er ikke rart. Min hjerne hader det. Den vil ikke mere. Den vil videre. Videre ud i livet. Der hvor der er noget der betyder noget. Og mine tanker har en værdi. Til der hvor jeg ikke kun er en brik i ens puslespil. Jeg vil styre mit eget puslespil. Jeg vil være dukkefører. Den der bliver set op til. Lyttet til. Den der ikke bliver set ned på. Men selv det er jeg bange for. Igen bange fordi jeg ikke ved hvad det ville gøre ved mig. Gøre ved mit syn på livet. Livets betydning.  Jeg hader min egen angst. Min angst for ting jeg ikke kender. Lige meget hvad sidder den inde i mig. Jeg har prøvet at fjerne den. At dræbe den. Den vil aldrig flytte. Den bor inde i mig. Den kan lide mig. Jeg hader den. Det er vel et fint lille slagsmål vi har der. Den prøver at overtage mig. Jeg prøver at slå den ihjel. Den har vundet. Næsten. Jeg sidder og bliver bange for mig selv. Bange for hvad der skal ske i morgen. Bange for de ord jeg vil have ud. Dem der ikke vil ud. Bange for dem der ryger ud. Dem jeg ikke vil have ud. Mørket har nu helt fortæret mig. Jeg er her ikke længere. Jeg er kun en skygge af mig selv. Jeg bliver aldrig den samme. Hvert sekund ændrer jeg mig. Jeg vil aldrig komme tilbage til det samme sekund. Minut. Time. Mit liv er i fuld gang. Jeg er bange for at jeg ikke for nok ud af det. Det kommer aldrig tilbage. Det bliver aldrig det samme. Jeg skammer mig over at jeg er bange. Bange for den mest naturlige ting i livet. Nemlig livet.  Og det er den eneste ting jeg ikke bare lige kan få til at stoppe.  

Livet. Liv. Lev i nuet.