Den ned trykte stemning der kommer, når tre 9. klasse
bliver rykket sammen i en kantine. Får et kompendium udleveret, og får at
vide, nu er der to timer til at lave det hele. Man må ikke rejse sig. Hvis man
skal på toilettet, skal læreren følge dig. Du skal sidde fladt på din stol hele
tiden. Du bliver straffet hvis du siger noget. Jo længerere ind i prøven man
kommer jo mindre bliver rummet. Selvom det er et stort rum, med højt til
loftet. Luften bliver tykkere. Man kan se i folk ansigter, at de er stressede.
Nu er der kun en time tilbage. Jeg er færdig. Det har jeg været de sidste ti
minutter. Jeg har skrevet den altafgørende stil. STILEN. Jeg har fået at vide,
jeg burde kigge den igennem igen. Læse den. Rette mine fejl. Skrive den om. Jeg
gør det ikke. Det hjælper ikke.
Jeg sidder og kigger ud på menneskemængden. Rundt omkring
sidder der nogen som jeg selv. Nogen der er færdige. De ved heller ikke, hvad
de skal tage sig til. Lige foran mig kan jeg se to, der fører en stille, næsten
lydløs, samtale. De ved, det de har gang i, ikke er rigtigt. Man kan se på
deres ansigter, at de godt vil ud her fra. Man kan se, at de længes efter den
friske luft. Vejret er ellers gråt i dag. Det er som om at vejrguden, føler det
samme som vi gør. Depressionen kommer nærmere.
Til venstre sidder der en der med et vildt udtryk i øjnene. Stirrer ind
i computerskærmen. Man kan se han vil have der skal komme ord ud. De kommer
ikke. Og i morgen er vi på den igen. I morgen er det den samme sang. De samme vilde øjne. Den samme stemning.
”En halv time er nu tilbage”, siger min lærer. Man kunne ved
de ord se folk, der ser endnu mere bange ud. Man kan se dem der frygter ikke at
blive færdige. Dem der er bange for at alt slutter nu. Dem der vil udnytte
hvert eneste minut.
Færdig. Alt er slut.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar