Nu er det efterhånden en uge siden jeg havde sidste skoledag. En dag jeg har glædet mig til hele året. Den levede totalt meget op til alle mine forventninger. Nej vent, den var bedre.
Min klasse og jeg spiste morgenmad hos min klasselære, vi hyggede, snakkede, fjollede og var meget spændte over dagen! Vi gik sammen med de andre to 9. klasser op på skolen, hvor alle skolens andre elever stod med flag og viftede. Jeg gik forrest. Det var den fedeste følelse. Man så så mange ansigter man genkendte. Så mange man havde lyst til at skyde lige i hovedet. Det skulle vi dog vente med....
På skolen skød vi med vand, kastede karameller og opførte os totalt åndssvagt, det var lige efter bogen. Vi var henne og spille fodbold mod lærene (vi vandt selvfølgelig!), men da jeg ikke lige er den store fodboldspiller, hyggede jeg mig med at sprøjte med vand på tilskuerne = de "seje" 8. klasser. Jeg tror aldrig, jeg har haft det så sjovt med mig selv, og det skal der noget til. Jeg havde min egen lille fest, alt imens min årgang kæmpede mod lærene.
Om aften var hele min årgang igen samlet. Nu til en kæmpe fest. (med lidt for meget alko...) De fleste af os havde drukket hele dagen, så vi fortsatte bare i stor stil! :-) Jeg smadrede mit knæ på en stentrappe inden festen, så jeg var ready!
Pigerne har fortalt mig efter, at de ikke spillede så god musik. Ja, jeg ved det ikke. Størstedelen af tiden var jeg uden for at gå ture med forskellige folk. Jeg nåede at få, hold godt fast, tre kærlighedserklæringer. Og ingen af dem var bare sådan noget fuldemands-snak. Ja, der er nogen der kan.
Jeg gik glip af både "Primadonna girl", "Kiss You" og en masse Alphabeat, hvilket jeg ikke kan lade være med at ærgre mig over nu, da de sange jo beskriver mit liv ;;íííííííííí Hvis mit liv var en film ville "Primadonna girl" være titelsangen. (Emma Watson skulle spille mig).
Men nu er al den søde festivitas ovre. Nu er der ingen der hygger, fjoller og opfører sig dumt. (eller jo, pigerne og jeg opfører os altid dumt, men lad det nu ligge) Nu er det seriøst. Jeg har læseferie, hvilket jo også er meget rart, hvis man ser bort fra læse-delen. Jeg har ikke været oppe til noget i denne uge, men har min første afgangsprøve på tirsdag. Fysik/kemi. Jeg er simpelthen så nervøs. Engang i starten af det her år, var det meget svært for mig at møde op. det er det egentlig stadig. Men jeg gik glip af så mange fysik-timer, det var så let at pjække om tirsdagen. Fire lektioners fysik og to timers idræt. Jeg kan godt mærke nu at jeg mangler noget undervisning. Og jeg er så uendeligt sur på mig selv over det. Hvis jeg bare havde taget mig sammen i starten af dette år, men ja, sket er sket. Jeg ville normalt blive skuffet hvis ikke jeg fik 10 eller 12. Egentlig ville jeg blive skuffet hvis jeg ikke fik 12, det har jeg bare ikke sagt til folk... Men nu, nu er det anderledes. Jeg ville være mere end tilfreds med et 7-tal, både i Fysik, Engelsk, Dansk og Samfundsfag. Jeg ved at jeg er dårlig til at gå til prøver. Det oplevede jeg i stor stil til de skriftlige prøver. og terminsprøverne for den sags skyld.Jeg begyndte at ryste, skælve, græde og knække sammen.
Jeg ved der er en mulighed for at det også kan ske til de mundtlige. Men det må det ikke, det vil jeg ikke have. Jeg hader at føler jeg ikke har gjort det godt nok. Hvilket jeg ville gøre hvis jeg knækkede sammen. Eller fik 7. Jeg ved godt jeg modsiger mig selv nu, men inderst inde ville jeg aldrig være tilfreds med et 7-tal. Det er bare ikke godt nok.
Jeg har i den sidste tid bygget en facade op. En facade hvor jeg nærmest er ligeglad med skolen. "Jeg mener det er jo kun folkeskole". Men alligevel ved jeg, at jeg går mere op i det end som så. Jeg vil skuffe mig selv. Og er det i princippet ikke den værste du kan skuffe?
De her prøver skal bare overstås. Jeg vil bare være færdig. Tiden skal spoles frem til den 25 juni klokken ni. Der er jeg færdig med den sidste prøve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar