En måned efter

Jeg faldt lige over noget jeg har skrevet i mit dansk hæfte en måned efter min mors død, jeg tænkte at jeg lige ville dele det med jer.

Så, en måned er der nu gået. Det har været en måned jeg bare har prøvet at få til at gå. Det er egentligt gået meget godt, synes jeg. Jeg tror ikke det er gået helt op for mig.  Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at det er gået op for mig, men det passer ikke. 
Jeg har hjemve. Jeg savner at komme hjem om fredagen til nybagt kage. Jeg savner weekenderne hvor vi sad og så bingo bango. Men mest af alt savner jeg hendes stemme og hendes latter. Jeg ville gøre så meget bare for at høre hende stemme en sidste gang. Se min rigtigt mor engang til, ikke hende der var var syg. Jeg vil give alt for at sige til hende at jeg aldrig har, eller kommer til at elske en person så højt som jeg elsker hende. 
En måned er nu gået. Tiden flyver bare. Jeg forstår ikke hvordan hele verden og hele mit liv bare fortsætter. Jeg ville ønske at der var en pauseknap i livet, eller en spol-tilbage- knap, det ville være det bedste. Det er fjollet at tænke. Jeg ved jo godt det ikke sker. Jeg ved godt at jeg skal leve mit liv, men jeg ve ikke hvordan. Og alligevel har jeg klaret en hel måned. Jeg har haft min kalender helt fyldt op, men det er ikke nok, Der er stadig alle aftnerne og alle de tidspunkter jeg er alene. Det er dem der er værst. Det er der jeg tænker på alt det dårlige i mit liv, der jeg finder ud af hvor meget jeg har brug for hende. 
Det hele er virkelig ikke til at forstå. Jeg vil ikke forstå det. Jeg vil leve i min egen lille fantasiverden, hvor alt er godt. Det er når jeg træder ud af den bubbel at det hele ramler sammen. Det er oftest når jeg er alene. Så det vil jeg helst ikke være, men det bliver jeg nødt til og jeg ved det godt. Det er hårdt. 
Intet går som jeg vil have det til, alt er forkert. Lige meget hvad jeg gør er det ikke godt nok.

Det er stadig meget de samme tanker jeg går rundt med. Det er stadig hårdt.