mandag den 17. december 2012

Virkelighed eller reality?



Så er det endelig tirsdag igen. Klokken er 20.00. Jeg har tunet mit fjernsyn ind på kanal 4 for at få mit ugentlige fix af ”De unge mødre”. Jeg bliver nødt til at se, hvordan det går med Malou Stella, Bente og alle de andre såkaldte unge mødre. Jeg bliver nødt til at se, hvor åndssvagt de opfører sig denne gang. Hvem der nu påstår, at deres barn har fået nok grøntsager, da de jo får pommes frites hver dag. Af en eller anden grund elsker jeg lige netop dette realityprogram. Jeg sidder hver evig eneste gang, og fryder mig over, at jeg ved, jeg ville være en meget bedre mor, end mange af de nu engang er. Og jeg er endda kun 15. Min far fortæller mig hele tiden, at han ikke vil have jeg ser ”De unge mødre”. Han snakker om, at der er for mange, der ser op til disse personer, for mange der får børn tidligt, så de kan være med. Han vil selvfølgelig ikke have, at jeg bliver en af de unge mødre. Men burde man ikke selv være i stand til at vide, hvem man skal se op til, og hvem man ikke burde? Åbenbart ikke.

Men det er vel rigtigt det min far siger. Der er alt for mange unge, efter min mening, der ser op til div. reality stjerner som fx Amalie fra Paradise Hotel, Knald-Perlen fra Kongerne af Marienlyst og Flotte Fyr fra Sommer i Sunny Beach. Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler. Alle disse personer er kendt for ikke at kunne noget. De er kendt for at være dem selv, feste, drikke og hore. Er det det rigtige billede at give en 12-årige pige? Hun får af vide, hun bare skal drikke sig fuld og vise noget hud, så skal hun nok, blive kendt. Og hvem har ikke haft en drøm om at blive genkendt mens man går på Strøget i København, eller mens man er på vej til skole? Jeg mener bare, man burde blive kendt, for at kunne noget, ikke bare for at man er dum på en tv-skærm.
Her er teenageidolet den 13- årige Benjamin Lasnier et rigtigt godt eksempel. Han har ikke været med i et tv-program endnu, men det kommer han sikkert inden længe. Benjamin er kendt for at lægge billeder på det sociale-medie Instagram. Instagram er en app til smartphones, hvor man kan dele billeder med dem, der følger en. Siden april dette år, har Benjamin fået over 370.000 følgere. Det han gør, er at tage mindst 12 billeder af sig selv hver dag fra forskellige vinkler og poste dem. En anden ting der kendetegner Benjamin Lasnier, er at, han er ”Boybelieber”, altså er dreng, og fan af teenageidolet Justin Bieber. I sidste uge var Benjamin på forsiden på Politikken, der jo er den største avis i Danmark, journalisten skrev meget fint ”Benjamin er kendt for at kunne absolut ingenting”, flere gange nævnte hun hvor lidt han jo er kendt for. Jeg synes, at Benjamin-eksemplet er meget det samme som reality. Det kan godt være at Benjamin, ikke har været med i et program, men allerede nu er der flere pladeselskaber, der har kontaktet ham, ikke fordi de ved om han kan synge, men det kunne jo være. Også mener de, han ville få stor succes.
Sådan er det også med realityprogrammer, de kommer ind, og kan absolut ingenting, udover at være dem selv, alligevel bliver de a- eller b-kendisser.

Min generation, vores generation, er blevet kaldt reality-generationen. Det synes jeg faktisk, passer meget godt. Ligeså lang tid jeg kan huske, har jeg set realityprogrammer. Da jeg var helt lille, var det programmer som Popstar og Big Brother, der dominerede tv-skærmen. I dag er det mere programmer som Paradis Hotel, De unge mødre og Teenage Boss der bliver vist flest af. Alle er det programmer, der viser den dårlige side af en befolkningsgruppe. De er til, så vi blegfede danskere kan sidde i vores lædersofa hjemme foran vores B&O fjersyn og fryde os over, at vi ikke er sådan. Vi kan glæde os over at vi har været meget bedre til at opdrage vores børn, for SÅ forfærdelige er de i hvert tilfælde ikke. Men hvorfor er det, vi så godt kan lide at se andre opføre sig tåbeligt? Hvorfor er det, vi godt kan lide at sidde og grine af Amalie, når hun siger noget dumt? Og hvorfor er det, vi siger, det er åndsvagt, men alligevel sætter os foran fjernsynet uge efter uge? Hvem er det, vi snyder mest? Os selv eller de realitystjerner, der tror at de kan blive til noget stort?

En af de mange grunde til at unge mennesker ser op til disse realitystjerner, er at, de er meget udadvendte, de kommer med sjove bemærkninger og de har stor succes, sagde Jens Christian Nielsen, leder af Center for Ungdoms-forskning, d. 13/2 2010 til Berlingske Tidende. Det vil jeg give ham ret i. De gange jeg har set Paradise Hotel, er jeg blevet fascineret af, hvor frie de virker, hvor ligeglade med kameraet de er og hvor selvsikre de er. Jeg tror alle unge ønsker samme selvtillid og selvværd som Joanna, der har været med i ”Fristet – hvor langt vil du gå?”. Gang på gang blev hun kaldt mange ned-værdigende ting, men alligevel holdte hun hovedet koldt. Hun virkede totalt ligeglad med alle disse øgenavne og ting og sager, hun ellers fik af vide. Alligevel synes jeg, det virker meget kunstigt. Jeg synes de fleste, der vælger at deltage i sådanne programmer, minder om en slags robotter. Robotter der bliver programmeret, så deres underholdningsværdi er størst. Det skræmmer mig. Til realityprogrammernes casting vælger de jo de mennesker, der virker dummest, eller de mennesker der har den mindste situationsfornemmelse. De vælger dem, der virker mest villige til at flå deres hjerte, følelser og tanker ud til os seere. Kort sagt: dem os seere vil grine mest af.

Tit og ofte er deltagerne nogle, der nok ville ønske, at de var blevet født langt væk fra Danmarks jantelov. I et land som USA, hvor man godt kan tillade sig, at sige man selv er dygtig, og at man selv er flot. Det er alle de ting, vi ikke kan tillade os i Danmark, fordi vi er underlagt denne jantelov. Det er nok også derfor at programmer som ”For Lækker til Love” og ”Singleliv”, tiltrækker os. Dem der melder sig til især disse to programmer, ved hvad de, går efter hos en partner, men de ved samtidig også hvor meget, de selv er værd. Hvor høj standart de selv har. De tør at stå frem med det. Ikke noget med at pakke det ind. De gør alt det vi ”almindelige” mennesker ikke tør. De er højtråbende og provokerende. De sviner den parkeringsvagt til, som vi egentlig selv vil ønske, vi havde modet til at gøre. Disse realitystjerner er altså overmennesker. Mennesker vi selv ønsker at være. Selvfølgelig skal vi beholde vores egen intelligens, men udover det stræber vi efter at blive som dem. De kendte.

Kulturen i Danmark ligger meget op til de fleste realityprogrammer. De danske unge er dem i verden, der drikker mest. Vi har ikke rigtigt nogle normer for vores påklædning og vi har da virkelig heller ingen problemer med sex på første date. Eller sex før vores bryllup har stået, for den sags skyld. Derfor passer druk-realityprogrammer nok godt til især Danmark. Når man har drukket en smule alkohol, smider man lige de sidste hæmninger, så opfører man sig lige 20 % ekstra dumt. Det kan vi godt lide at se. De har smidt de hæmninger, vi ønsker at smide i vores hverdag. De kysser på hvem de vil, taler før de tænker, kommer ud på alt for dybt vand, men alligevel klarer de den hver evig eneste gang. Og af en eller anden uforklarlig grund kan de fleste af os, godt lide at se andre dyrke sex. I de mange realityprogrammer er deltagerne væk fra grå og kolde Danmark, de kan have taget til Mexico eller Thailands varme strande. Det at de er væk fra dagligdagen gør jo også, at de ikke behøver at tænke på de sædvanlige ting som madlavning og tøjvask. De er på en månedlang ferie. Vi kigger ud på de mægtige strande og drømmer os væk. Væk til der hvor de er.

Så, nu er ”De Unge Mødre” endelig startet. Man starter med at høre om Natacha Nikita, der har fået lille Remi fjernet og nu skal fejre hans to års fødselsdag, under opsyn på Mc Donalds. Hun fortæller hvor ked af det, hun er, over det skal være på denne måde, men hvis det er eneste måde, det kan foregå på, er det selvfølgelig bedre end ingenting. Allerede i de første ti minutter har jeg fået min første triumf, som i ”jeg kunne have gjort det der meget bedre, jeg ville ikke holde min søns fødselsdag på Mc D lige meget hvad”-agtigt. I løbet af de første 10 minutter har jeg allerede fået det meget bedre med mig selv. Og det er det, reality kan, det kan få os til at få det bedre med os selv. Det kan få vores selvværd helt i top.



3 kommentarer:

  1. Åh Amanda! Du er simpelhen så dygtig til at skrive! Jeg elsker den måde du skriver på, og det der med at det hele ikke bare handler om outfit-of-the-day, hvad du nu har været ude at købe og hvor mange cafe latter du drikker om ugen. Du kan et eller andet specielt, så man får lyst til at læse videre. Jeg synes at det er utrolig flot og bemærkelsesværdigt, alt det du skriver med din mor og hendes død. At du ikke lukker det inde i dig selv og får en depression, men bruger din blog til at komme ud med det. Så flot, det ville jeg aldrig nogensinde kunne gøre hvis det var mig. Og du kan endda fortælle det, så man kan sætte sig ind i det på en måde. Ikke at jeg ved hvordan du har det, for det er der selvfølgelig ingen med begge forældre der ved. Men wauw... Du er bare dygtig, og jeg elsker at læse din blog. Fortsæt endelig, min ven!
    Kys og kram

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg læste lige dette en til gang og blev igen utrolig glad. Hvor ville jeg dog ønske jeg vidste hvem du var!

      Slet
  2. Åhh, det er kommentarer som dine, der for mig til at vil fortsætte. Mange tak, det varmer virkelig. Det skal du vide. Jeg vil ønske jeg vidste hvem du var! <3

    SvarSlet