Min storhedstid

Lige siden jeg var helt lille har jeg drømt om dette.
Dette år hvor magten tilhørte mig. Kun mig.
Dette år hvor jeg kunne gøre hvad jeg ville. Hvor jeg styrede verden.
Sådan troede jeg det ville være.
Jeg troede at hele dette år ville blive legendarisk, det bedste år i mit liv, det mest bemærkelsesværdige.
Sådan er det ikke. Overhovedet ikke. Jeg er nærmest skuffet.
Jeg har set alle mine tre søskende opleve det. Set hvordan se klarede sig igennem det.
Jeg har set min yngste søsters storhedstid. Storhedstid set med en 9 -årigs øjne.
Nu jeg er i det, vil jeg bare have det hele overstået...
Det er ikke så vildt at stå i det. Jeg har ikke min storhedstid.
Der er 136 dage tilbage - ja jeg tæller ned. Jeg vil bare have det skal ende.

Den sidste dag bliver den bedste. Det er der jeg kan sige "suck it!"
Jeg vil forlade det sted jeg har et elske - hade forhold til.
Aldrig behøver jeg at sætte mine ben der.
Hvor jeg dog glæder mig.
Hvor er dette dog dybt overvurderet