Alt flyver forbi

Jeg hader dig. Jeg hader dig så vitterligt meget. Jeg føler den dybeste foragt for dig. For alt hvad du gør, for dit væsen og mest af alt føler jeg foragt for den du er blevet til. Jeg hader alt hvad du nogensinde har sagt til mig. Jeg hader dine fregner, dit flabede smil og mest af alt hader jeg dit mellemrum mellem dine tænder, dine hænder og din lugt. Hvordan kunne jeg nogensinde tro at der kunne komme noget godt ud af at være sammen med dig? Du har næsten kun påført mig smerte. Den glæde du har fyldt mig med har været falsk. Hvorfor har jeg ikke kunne se igennem dine løgnagtige grimasser og den facade du har holdt op for mig? Igennem så lang tid stolede jeg blindt på dig. Jeg troede på de gange du sagde til mig at det her var rigtigt. Jeg troede på dine løgne. Men den tid er forbi nu. Du har udnyttet mig, gang på gang. Jeg lystrede bare som var jeg en lille hund i dit følge. Jeg prøver så godt jeg kan at frigøre mig fra dig- bryde væk fra dig.  Men stadig efter 1,5 måned hvor du har ignoreret mig, hvor du kun har svaret på det du blev nødt til, kun har kigget på mig når det var strengt nødvendigt, har du mig stadig der hvor jeg ikke kan gøre andet end at følge hver af dine bevægelser, hver af dine ord med beundring. Til trods for at du har udstillet mig som en lille, forelsket, naiv pige, til trods for at du har kastet alle mine følelser op som bolde du legede med, ja selv til trods for at du har fået mig til at tro at det bare var et spil du ikke kunne tåle at tabe, til trods for alt det vil jeg altid elske dig af hele mit hjerte og mere til. Du vil altid være den der betyder mest. Den jeg altid vil tænke på, den jeg vil være mest bange for at såre og den jeg altid vil have til at kunne lide mig. Du er den jeg er så evigt rasende på. Du er det værste svin jeg har mødt i mit liv. Men du var jo altid mit svin. Nu er tiden hvor du er rykket videre til den næste. Som den desperate, nu meget mere selvsikre dreng jeg har skabt, er du rykket videre til den næste i en uoverskuelig række af piger. Jeg havde altid forestillet mig at jeg skulle være en del af den rejse, men nej du har skubbet mig væk. Skubbet mig ud over klippen – ned i det mørke intet. Jeg kan ikke gøre andet end at græde og le. Lidt i flæng kommer de to. Både tårer over hvor latterlig du virker, tårer over hvor latterlig jeg føler mig, tårer over hvor meget du har såret mig og tårer over hvor meget jeg savner dig.

Men nu kan jeg for første gang i en måned se alting klart. Tak. Tak for alt det du har givet mig. Oprigtig tak for alt det du har lært mig. Så mange uendelige tak for den du har gjort mig til – selvom jeg ikke tror at du ville sætte særlig meget pris på den jeg er nu -eller de mange smøger jeg ryger nu jeg ikke behøve at tænke på hvad du synes.